NYHEDSBREV AUGUST /SEPTEMBER 2015

Indhold:
 Nyt fra Bestyrelsen
 En opdatering fra Formanden
 Fra Kasseren
 Meddelelser FB og Hjemmeside
 Supervision
 Nyt fra medlemmerne
 Hertoft – Eftermiddage Sæson 15/16

Kære Medlemmer
Emne: Kontakt fra journalister og medier
Der kommer løbende henvendelser til foreningen fra medier og produktionsselskaber, der ønsker
udtalelser eller kontakt til sexologer og deres kunder. Mange gange kan der være usikkerhed om
hvad det er journalisten eller researcheren leder efter.
For fremtiden vil alle disse henvendelser, som sædvanligt, blive mødt åbent og med ønske om at
vi får flere håndgribelige informationer om projektet. På den måde kan forventninger afstemmes
og der kan skabes mere tryghed for alle der måtte være involveret.
Så næste gang en henvendelse gives videre til foreningens medlemmer kunne der være flere
oplysninger om:
Hvem er I og hvor har I adresse?
Hvilken produktion, omfanget og hvad handler det om?
Skal personerne stå frem med deres identitet, eller bliver de slørede?
Hvor mange dage og hvor?
Hvor bliver det vist/sendt og hvornår?
Er der en aflønning eller anden tjenesteydelse forbundet med det?
Hvilke etiske retningslinjer arbejder i efter?
Muligheder for korrektur inden tryk.
Muligheder for gennemsyn efter redigering og indsigelsesret.
Skulle der være noget du mener mangler eller har erfaring med, så skriv gerne til mig, så det kan
komme med.
Mvh
Lars Juhl
Lars.juhl@sexogpar.dk

En opdatering fra Formanden

Vores bestyrelse er kommet rigtig godt fra start, og arbejder pt. med at lave mere langsigtede
planer. Jeg oplever også en meget engageret bestyrelse, der arbejder stabilt. Det er nogle
superskønne kollegaer vi har.
Der har været to udtrædelser af bestyrelsen. Lene Søe måtte ret hurtig trække sig pga. af
personlige årsager og for godt en måned siden måtte Linda Thaulow også trække sig af
personlige grunde. Dette betyder, at de to suppleanter Trine Adamsen og Carsten Kindberg
indtræder som fuldgyldige bestyrelsesmedlemmer.
Jeg vil her benytte lejligheden til at takke Linda for mange års arbejde i DSF. Hun har været en af
de virkelig stærke kræfter i foreningen og hun har været med næsten fra starten. Linda har været
en af de personer vi kan takke for, at foreningen har haft den udvikling den har haft. Hun har også
været en af de bærende kræfter i efteruddannelsesudvalget hvor hun har været formand en del
år. Linda har virkelig brændt for denne forening, og har brugt mange frivillige timer på arbejdet. Vi
ønsker dig Linda alt det bedste fremover.
Bestyrelsens arbejde har indtil nu drejet sig om at forsætte det gode arbejde med at sætte alt i
systemer. Alle udvalg har lavet en PPI (projektbeskrivelse) som løbende bliver opdateret med
udvalgets arbejde. Det betyder, at vi altid kan følge med i de enkelte udvalg og hvor langt de er i
deres arbejde. Det betyder også at de enkelte udvalg, arbejder mere målrettet. Lars Juhl er i
gang med at implementere Google Sites, som igen skal give en god struktur og sørge for, at al
kommunikation kan foregå i et system. Dette vil være et program vi bruger internt ligesom Google
drev, men igen er der mulighed for at give medlemmerne adgang til visse områder. Alle disse ting
betyder, at selv om hele bestyrelsen skulle vælge at gå i morgen, så er foreningen intakt. En ny
bestyrelse ville kunne træde til og forsætte det gode arbejde.
Sidst i september var vi på arbejdsweekend i Slagelse. Der arbejdede vi meget med foreningens
fremtid og lavede bl.a. en 2020 plan – lyder det ikke lidt blæret, at DSF har en 2020 Plan?  Vi har
en fælles holdning til, at vi i bestyrelsen skal tænke fremad, mere en bare det igangværende år.
At have en langsigtet plan, gør os i stand til at arbejde mere langsigtet og holdbart. Vi arbejdede
primært med tre punkter.
– Strategi DSF 2020, Mindmap, udvikling og områder, samt processer for projektfaser.
– Organisationsdiagram 2016.
– SWOT analyse DSF 2015 (styrker, svagheder, muligheder, trusler).
Desuden har vi sammenlagt flere udvalg, så efteruddannelse, supervision og sexologtræf er nu
blevet til Aktivitetsudvalg. Det er på grund af planlægning, arbejdshænder til rådighed og
selvfølgelig også at områderne hænger lidt sammen. Vi mangler virkelig nogle flere hænder til
vores udvalgsarbejde, så kunne du tænke dig at arbejde med disse udvalg, og mener du har
noget at byde ind med, tager vi imod dig med kyshånd. Vi arbejder også med ideer til hvordan,
vi øger medlemstallet, og derfor får flere muligheder som forening. Vi har et stort ønske om at
skaffe penge nok til at skaffe et stort navn til DK, hvor vi også får mulighed for at sælge biletter til
interesserede udefra. Dette vil betyde en øget indtjening til DSF og en vej til at skabe
opmærksomhed på vores forening.
Kærlig hilsen
Susanne Lybye

Fra kasseren:

Vær opmærksom på, når I besvarer en mail, at det er den rigtige mailadresse I sender til 
Hvis du ændre Adresse, telefonnummer eller e-mail så giv venligst besked til: pli@lissau.com
På forhånd tak 

Meddelelser vedrørende FB og hjemmesiden.
Har du glemt dit login til den lukkede del af hjemmesiden – forum?
Hvis du har, så kan du altid få dit login oplyst hos Carsten på: ckindberg@live.dk
Her kan du også få skiftet din kode til en selvvalgt.
På forum ligger bl.a. nyhedsbreve, mødereferater, forslag til generalforsamling, budget og
regnskab. Her kan medlemmerne også dele viden, erfaringer, links til andre sider, litteratur og
medlemmerne kan diskutere.
Brug meget gerne forum til debat.
Du er også velkommen til at linke til interessante artikler på vores Facebook side: Dansk
Sexologforening anno 2006. https://www.facebook.com/DSF2006?fref=ts Her kan du også
annoncere dine egne arrangementer og deltage i igangværende debatter.
Du kan også gøre opmærksom på nyt indlæg på forum via Facebook.
Følg med på Facebook og på Hjemmesiden:
www.dansksexologforening.dk
Mvh Else Iseling

Hvis der er noget du gerne vil have med i nyhedsbrevet, skal du sende det til pli@lissau.com senest
den 20. i måneden. Som medlem af foreningen er du velkommen til at ”annoncere” for egne
arrangementer. Du er også velkommen til at komme med indlæg og/eller oplæg til hvad du
syntes vi skal tage op i Foreningen.

Husk Supervision
Dato Supervision
03.11.2015 Linda, Ricky, Hanne, Solveig København
02.12.2015 Lars, Susanne Gevninge/Roskilde
03.12.2015 Susanne, Connie Aarhus

Kære Lars.
Tusinde tak for i går aftes.
Det var en virkelig god oplevelse at være i supervision hos dig. Jeg oplevede stor tryghed og kærlig guidning omkring
min faglige problemstilling med stor udbytte for mig på det faglige og personlige plan. Endnu engang tak :-).
Kærlig hilsen
Linda Kaasgaard
Supervisionsaftenerne i Dansk Sexologforening kan klart anbefales. Det er et flot tilbud at kunne netværke og
udveksle erfainger og blive inspireret af andre sexologer. En fantastisk mulighed for at blive opdateret og have
fingeren på pulsen. Det var en rigtig god oplevelse at deltage og jeg fik mange gode refleksioner med hjem
Bedste hilsner
Gitte Ladefoged
Sexolog studerende på Sexologiskolen

ER DU TRÆT AF AT GØRE ARBEJDET ALENE?
Gruppe i Personlig Udvikling
Mandage i lige uger: 12. okt., 26. okt., 9. nov., 23. nov., 7. dec. … etc.
Kender dig selv godt, og er vant til at reflektere over egne tanker og handlinger og ikke ønsker egentlig terapi, men
et samarbejde med ligesindede, så er denne gruppe måske noget for dig!
Vi mødes hver fjortende dag i Livsglædecentret 8 km syd for Roskilde http://www.livsglaedecentre.dk og skaber
sammen et åbent og lyttende forum, hvor der er plads til hver enkelt. Sanne Mikaela vil instruere i øvelser og evt.
lave energirensning.
Gruppen beror på selvansvarlighed, og strukturen er derfor ikke forudbestemt, men skabes på stedet ud fra værdier
som nærvær og ærlighed. Sanne Mikaela Bazlamit instruerer i øvelser og meditation og tilbyder energirensninger.
Sådan kommer du med i gruppen:
Tilmeld dig ONLINE: https://www.livsglaedecentret.onlinebooq.dk/ under ”Udvikling”, eller ring på tlf. 40 95 88 75.
Du er altid velkommen til at ringe, hvis du har spørgsmål.
Tid: Gruppen mødes mandage i lige uger kl. 19 til 21.30
Sted: Livsglædecentret, Brøndvejen 5, Salløv, 4621 Gadstrup (8 km syd for Roskilde).
Entré: Man betaler 300 kr. pr. gang, og man kan tilmelde sig løbende.
Tilmelding: ONLINE eller ring til Sanne på tlf. 40 95 88 75
Du er velkommen til at møde op, og se om det er noget for dig. Herefter binder du dig for seks gange.

Tantramassage: Kursus for par
Weekenden 30. oktober – 1. november
Et Tantramassage-kursus for par er et intensivt forløb over en weekend, og deltagerantallet er derfor begrænset til
højst fire par. Du kommer kun til at massere din egen partner, og der vil ikke foregå noget seksuelt.
Weekenden er opdelt således:
Fredag kl 19-22: Sanne Mikaela Bazlamit byder velkommen og fortæller om, hvad I vil opleve i løbet af weekenden,
om de etiske regler og om tryghed under kurset.
Lørdag kl 10-17: Vi begynder om formiddagen med tantraøvelser, dialog, leg og bevægelse. Vi lærer om den rigtige
vejrtrækning og om de mange forskellige muligheder i Tantramassage.
Efter frokost er der introduktion i at massere en kvindekrop. Kvinden får Tantramassage, og vi gennemgår de
grundlæggende bevægelser og teknikker. Vi lærer også om de mange facetter i kvindens seksualitet og om hendes
erogene zoner – både de kendte, de mindre kendte og de ”hemmelige”.
Søndag kl. 10-16: Vi begynder igen dagen med tantraøvelser, vejrtrækning, dialog, bevægelse og hører meget mere
om Tantramassage.
Efter frokost er der introduktion i at massere en mandekrop, og så er det mandens tur til at modtage massage. Vi
gennemgår de grundlæggende bevægelser og teknikker, og vi lærer om mandens seksualitet og om alle hans
erogene zoner.
Sted: Livsglædecentret, Brøndvejen 5, Salløv, 4621 Gadstrup (8 km syd for Roskilde).
Pris: Kr. 6.150,- pr. par (kaffe, the og vand er inkluderet, men ikke frokost).
Link til Livsglædecentrets hjemmeside:
http://www.livsglaedecentret.dk/tantramassage/tantra-massage-kursus-for-par
Link til online booking:
https://livsglaedecentret.onlinebooq.dk/

Hertoft-eftermiddage
Sæson 2015-16
Sted: Psykiatrisk auditorium, Rigshospitalet, Henrik Harpestrengs Vej (opgang 61a)
Tidsrum: Kl. 16.00-18.00
Målgruppe: Alle interesserede
Arrangører: Sex & Samfund, Dansk Forening for Klinisk Sexologi & Sexologisk Forskningscenter, AAU
Kontakt: www.sexogsamfund og www.klinisksexologi.dk
Adgang: Gratis
29. oktober:
Hans Bonde
J.P. Müller – en pionér inden for sexologi og kropskultur
Sportsmanden J.P. Müller (1866-1938) udgav i 1904 en bog om hjemmegymnastik med titlen ”Mit System”.
Bogen blev en international bestseller oversat til 26 sprog og solgt i halvanden million eksemplarer. Også
inden for æstetik og nøgenkultur blev Müller banebrydende, hvilket markeredes ved, at han i 1903 vandt
Dansk Atletunions Konkurrencer for smuk Legemsbygning. I 1908 kickstartede han dansk sexologi med
bogen ”Kønsmoral og Livslykke”. Heri argumenterede han stærkt imod den kristne kirkes seksualmoral og
argumenterede for fri prævention og det legitime i sex før ægteskabet mellem de to, der elsker hinanden.
Typisk for Müller begrundede han den ”sunde” seksualitet ud fra hygiejnen, idet han hævede, at
driftsafkaldet rummede fare for at udvikle perversioner, herunder homoseksualitet. Oplægsholderen er
professor i idrætshistorie ved Københavns Universitet.
26. november:
Michael Virkelyst
Tantra, tao og ”healing love”
Fundamentet for ”healing love” er opbygning, transformation og cirkulation af Yin (seksuel energi). Yinenergi
er en kreativ, generativ kraft, der er afgørende for udviklingen af Chi (livskraftsenergi) og Shen
(åndelig energi), som i praksis gør det muligt at højne sin åndelige udvikling. Oplægsholderen er taoistisk
terapeut og vil fokusere på arbejdet med det enkelte individs oplevelse af energi. Det sker ud fra den
taoistiske forståelse, som gennem årtusinder har vist sig som en effektiv måde at opbygge og kultivere den
seksuelle energi i kroppen.
21. januar: (B E M Æ R K D A T O)
Louise Zeuthen
Du SKAL gøre, hvad du har lyst til! Frisindsparadokser hos Suzanne Brøgger
En kritisk undersøgelse af frigørelsesbevægelsens uhæmmede opvurdering af lysten går som en rød tråd
gennem Suzanne Brøggers liv og forfatterskab. Det lyder tillokkende at ophæve lysten til lov, men hvad er
lyst overhovedet for en størrelse? Skal lysten betragtes som en naturskabt drift, eller kan den også være
kulturelt betinget? Hvornår er lyst lig med frihed, og hvornår fører den til tvang? I gråzonen mellem
privatliv og selviscenesættelse bliver figuren ”Suzanne Brøgger” en arena, hvor spørgsmål af denne art kan
stilles og foldes ud. Som sådan fortæller Brøggers mytedannelse en væsentlig historie om
frigørelsesprojektets mange paradokser, som stadig spøger i vores kultur. Oplægsholderen er lektor i
nordisk litteratur ved Københavns Universitet og forfatter til den anmelderroste bog ”Krukke – en biografi
om Suzanne Brøgger”.
25. februar:
Lucy Vittrup
Hvad er erogi? En opdagelsesrejse i erotikkens kraftvarmeværk
Orgasmeteknik og dildotyper. Ord, vi smider om os med, uden større blufærdighed. Men samtidig er
seksualiteten i stigende grad blevet frakoblet mennesket gennem al den fokus på teknik. Lyst, ulyst.
Funktion, ikke-funktion. Hurtig udløsning, forsinket udløsning. Dét fokus gør erogien op med. Erogi
handler om den samlede seksualitet. Den kraft, som opstår, når vi evner at skabe forbindelse mellem kønnet,
hjertet og sindet. Det er erogiens mission at føre seksualiteten tilbage på dagsordenen som del af
menneskets væren. I og uden for sengen. Som en energi og en sanselighed, der er kilde til stærkere
relationer, dybere mening og indre livskraft. I oplægget vil cand.mag, Lucy Vittrup fortælle, hvad erogi er
– og hvordan begrebet blev født ud af mødet mellem frodige colombianske Andesbjerge og
kropsforskrækket nordjysk Indre Mission.
31. marts:
Caroline Due, Sara Hornum Inanloo & Charlotte Lund
Kvinde kend (stadig) din krop!
I femteudgaven af ”Kvinde kend din krop” gør forfatterpanelet op med de myter og tabuer, der klæber til
kvindekroppen. Gennem billeder, tekst og personlige historier forsøger de at afmystificere kvinders kroppe
– og vise et andet billede af kvinder end den polerede dukke, som vi kender fra det offentlige rum. I
”Kvinde kend din krop” er kvinden et menneske med alt, hvad der dertil hører, af kropslige funktioner, ar,
rynker og forbudte væsker. Oplægsholderne er medlemmer af bogens redaktionsgruppe og vil fortælle om
arbejdet med at opdatere den 40 år gamle nyklassiker – og diskutere, hvad bogen kan bruges til i dag.
Sex & Samfund * Dansk Forening for Klinisk Sexologi * Sexologisk Forskningscenter
V/ Christian Graugaard, Gerd Winther & Bo Møhl

Related Articles
%d bloggers like this: