Jeg er certificeret sexolog samt familiebehandler og familierådgiver og driver min egen praksis, Guld i Familien. Jeg arbejder med mennesker i alle livsfaser, herunder børn, unge, voksne, ældre og familier, hvor krop, identitet og seksualitet er påvirket af sygdom, ulykke, handicap, traumer eller andre kropslige og livsmæssige forandringer.
Jeg har en sundhedsfaglig baggrund som neurofysiologiassistent, hvilket bidrager med en kropslig og neurologisk forståelse af samspillet mellem krop, nervesystem, følelser og seksualitet.
Mit arbejde tager afsæt i forståelsen af, at fysiske og psykiske forandringer ofte kan medføre stigmatisering, skam, tab af kropslig tryghed samt udfordringer i relationer, intimitet og familieliv. Jeg hjælper med at skabe sprog, forståelse og nye veje til kontakt med egen krop, seksualitet og nære relationer.
Jeg møder mennesker med faglig respekt, nærvær og uden fordømmelse i et trygt samtalerum. Arbejdet er helhedsorienteret og inddrager kropslige, psykosociale og relationelle perspektiver – både i individuelle forløb, parforløb og familierelateret arbejde. Min tilgang er individuelt tilpasset med fokus på autonomi, værdighed og den enkeltes livssituation.
Faglige fokusområder
- Krop, seksualitet og stigmatisering
- Seksualitet ved sygdom, ulykke og handicap
- Kropsforandringer, identitet og selvforståelse
- Relationer, intimitet og nærvær