Story om en kvinde med smerter i underlivet.

af Kimi Sand

En kvinde på 27 år kommer til mig i min klinik, hun fortæller at hun ikke kan have sex uden at det brænder og svider og gør meget ondt efter sex også.

Hun har haft det siden den første gang, hun havde sex. Det var ikke specielt traumatiserende, det var en fyr hun kendte i forvejen og hun var tryg.

Hjemme hos hende har de aldrig talt om sex og hun har ikke set sine forældre være specielt fysiske, kysse og kramme, så det føles ikke helt naturligt for hende at tale med mig om disse ting. Men nu er hun nået til et sted i sit liv, hvor hun ikke længere orker at leve med den smerte. Og hun er bange for at hendes kæreste vil blive træt af hende, hvis hun ikke snart får fixet det problem. Ikke fordi han presser hende, men fordi hun selv føler et pres om at levere en vare, være en rigtig kvinde.

Hun føler sig kun som en halv kvinde og hun presser sig selv på flere måder. Hun prøver at være med og feste til sent om natten med veninderne fordi hun gerne vil være som de andre, men det føles hårdt og hun er ikke rigtig til stede og næste dag er hun meget træt.

Kroppen er hun utilfreds med og tager afstand fra. Selvom jeg ser en helt normal krop med kvindelige former, føler hun sig tyk og med for store lår. Hun har sjældent lyst til sex og har svært ved at tage initiativ til det, noget kæresten savner.

Jeg begynder med at afdække hendes personlige historie og vi finder, at det altid har føltes som noget fremmed og fjernt at have sex, men hun har følt et pres til at have sex fordi veninderne gjorde det.

Min behandling er delt op i tre dele, samtale, øvelser og blide tryk i skeden.

Det er en prøvelse for hende bare at have disse samtaler om sex og hvad hun synes om det og hvad hun kan lide, og hvad jeg sætter hende til at øve derhjemme. Bl.a. øvelser i selvkærlighed.

Men hun fortsætter med at komme og snart begynder hun at mærke en forskel, både i hvor let det er at tale om sex og sit forhold til sin krop og sine grænser. Og de blide tryk jeg laver i hendes skede bliver mindre og mindre smertefulde og en dag efter nogle måneder, ser hun på mig med et stort smil og siger overrasket: Det gør slet ikke ondt!

Næste aftale har hun kæresten med og de fortæller glædestrålende, at nu har de prøvet at have samleje flere gange uden smerter, faktisk var det ret dejligt for dem begge.

%d bloggers like this: